Stort løft til Medborgerhuset

Fredag aften samles bestyrelsen i Sparkær Borgerforening for at markere en flot milepæl i renoveringen af Medborgerhuset. Inden festlighederne fangede vi to af de aktive i Medborgerhuset, formand Leif Christensen, der havde travlt med at feje blade sammen udenfor, og Jørgen Kristensen, der var i gang med at rense tagrender.

Herover er de to i snak i det totalt ombyggede køkken, der nu fremstår både flot, praktisk og indbydende. Det var hovedprojektet, men derforuden er der genoprettet og lagt nye gulve over hele husets stueetage (bortset fra "pulterummet"), ligesom el-installationerne er fornyet.

- Vi er meget tilfredse med resultatet og glæder os over, at nu kan tilbyde vore lejere lokaler, der er helt up to date, fortæller Leif Christensen, der oplyser, at hele herligheden har kostet ca. 100.000 kr. Viborg Kommune har givet et tilskud på 12.500 kr. - resten er selvfinansiering sparret op over nogle år.

Det er stort set lokale håndværkere, der har stået for arbejdet, mens bestyrelsen har ageret oppassere og opryddere under forløbet, der startede  ca. 1. oktober, og kan nu endelig erklæres afsluttet.

- Havde vi haft 100.000 kr. mere, så havde vi færdiggjort el-arbejdet med flytning af kontakter m.m., ligesom en oprydning og renovering af kælderen er tiltrængt, slutter formanden.

Se flere billeder her

/hp
Lagt på nettet 22.11.2013 (18:00)